Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Sogneindsamling til Folkekirkens Nødhjælp

Dato
Søndag d. 13. marts 2022, kl. 10:00
Sted
Kirkecenteret, Lemvigvej 100, 9220 Aalborg Øst
Medvirkende
Frivillige og indsamlere

Vi samler ind til verdens fattigste den 13. marts

Vær med, når Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling løber af stablen søndag den 13. marts 2022. Sammen gør vi en forskel for mennesker i yderste nød.

Brug få timer af din søndag, få frisk luft og gør en forskel.
Efter indsamlingen er der en kop varmkaffe/the og lidt at spise

 Klimaforandringerne og coronapandemien har endnu en gang vist, at mennesker i verdens fattigste lande bliver hårdest ramt under kriser som disse. Her findes der ikke på samme måde værn, der beskytter, eller systemer, der griber.

 Vi må som næstekærlige mennesker ikke vende det blinde øje til. Verdens fattigste mennesker har mere end nogensinde brug for støtte. Vi må bevare håbet og troen på, at vi kan gøre en forskel.

 2022-indsamlingen bliver en milepæl 

I 2022 fylder Folkekirkens Nødhjælp 100 år. Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder, fejrer vi ikke alene 100 års arbejde med håb og handling som varemærke. Vi fejrer et stærkt dansk engagement i humanitært udviklingsarbejde gennem hundrede år. Sogneindsamlingen bliver derfor en jubilæumsindsamling. 

 Sogneindsamlingen får to ben

Indsamlingen bliver først og fremmest fysisk med dør til dør, som vi kender det fra tidligere. Derforuden kommer der et supplement for dem, der hellere vil samle ind digitalt.  

Vi håber med tilføjelsen af vores digitale supplement, at vi kan få endnu flere danskere til at samle ind. En mere fri indsamling kan give kreative sjæle mulighed for at tænke nyt. Give efterskoler en mulighed for at samle ind i løbet af ugen og ikke kun, når eleverne er rejst hjem i weekenden.  

Samtidig bevares det store fællesskab og den enorme synlighed, som opstår, når 12.000 går på gaden på samme tid. 

Klimaproblemer øverst på listen I Etiopien, Sydsudan og Zimbabwe sulter millioner af mennesker, fordi regnen udebliver og høsten slår fejl år efter år. I Nepal, Bangladesh og Myanmar forsvinder livsgrundlaget, når voldsom regn skyller jorden væk.

Klimaforandringerne er her – konsekvenserne er bare ikke ligeligt fordelt på verdensplan. Det er verdens fattigste, der rammes hårdest. Mennesker, der i forvejen ingenting har.

Folkekirkens Nødhjælp har ydet nødhjælp til mennesker i 100 år, længe før klimaforandringerne kom på dagsordenen. Og i den periode har der altid har været naturkatastrofer – men aldrig i det omfang, vi oplever nu.  

Vi må handle nu, hvis vi skal redde liv. Verdens fattigste behøver konkret hjælp til at håndtere tørke og oversvømmelser. Hjælp til at overkomme de orkaner, der kun bliver voldsommere og voldsommere år for år.

Når vi samler ind den 13. marts, går pengene blandt andet til klimahjælp som:   

  • Træplantning, der modvirker jordskred og kan bremse voldsomme oversvømmelser
  • Vandpumper og vandrensningsanlæg, som sikrer folk rent drikkevand 
  • Køkkenhaver og nye afgrøder, der kan klare tørke og omskifteligt vejr

Gør en forskel - meld dig som indsamler Du kan gøre en verden til forskel ved at melde dig som indsamler hos din lokale indsamlingsleder eller på blivindsamler.dk

Kontakt Nørre Tranders Kirkekontor på 9515 7205, og spørg efter Lærke. Eller send en mail til lare@km.dk