Den anselige Nørre Tranders kirke ligger på et højdepunkt i sognet og kan ses viden om. Før i tiden var den sømærke for skibstrafikken på Limfjorden mellem Hals og Aggersund.
Kirkens ældste dele er opført i sidste halvdel af 1100-tallet – måske af Valdemar den Store.
Før stenkirken blev rejst, har der muligvis stået en trækirke på stedet. I hvert fald fandt man i 1929 rester af et stenpikket gulv, da gulvet blev sænket.
Nørre Tranders kirke tilhørte kronen, ind til Chr. V i 1684 forærede den sammen med Sønder Tranders kirke til Sofie Amalie Lindenov, Lindenborg. Johannes Benzon, Sohngaardsholm, overtog kirken i 1753, og i hans tid blev kirken istandsat. Efter Benzons tid overtog sognets bønder kirken, og i 1915 overgik kirken til selveje.
Af kirkens oprindelige inventar er kun døbefonten bevaret. Den var tidligere placeret ved forhallen i skibets vestende. Dåbsfad med tilhørende kande er fra 1929.
I menuen kan du se billeder af Nørre Tranders Kirke, kirkenset fra oven, plantegning og en virtuel vandring i kirken.